Når fortiden indhenter mig

I morges lå der er fed besked i min indbakke. Det var fra en tidligere kollega, hvis mand skulle bruge en ny medarbejder. Og min tidligere kollega havde så mig i tankerne til dette job. Om det mon var noget for mig?

Og det gjorde mig så glad. Og det gjorde mig så ked af det.
For det er jo skønt, at have et eftermæle så lang tid efter, at folk faktisk husker ens indsats. Ret blæret! Men det cementerer også bare det faktum, at jeg idag er så milevidt fra der, hvor jeg var engang.
Og jeg når at stoppe mit tankespind, der manisk leder efter en dato, for hvornår jeg er klar igen. “Hold den lige et par måneder”, når jeg at tænke, før det rammer mig som en mur, at perspektivet er så uendeligt åbent, og at jeg er så utrolig langt fra.

Men jeg håber da, at disse tilbud vil komme dryppende fortsat, og prikke lidt til drømmene og håbet.

IMG_2758

Årsdag

2015/01/img_2721-0.png

Idag for to år siden fik jeg min 2. hjernerystelse. Det var otte måneder efter min første hjernerystelse. Jeg var begyndt et nyt job i en ny koncern. Jeg døjede med forskellige symptomer, men ikke noget, der gjorde mig uarbejdsdygtig. Set i bakspejlet var jeg ikke klar og fit-for-fight. Havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved idag….

Well, eftersom at min første hjernerystelse endnu ikke var helet, skulle der ikke mere til, end at gokke hovedet op i dørkarmen på min bil, for at få denne nye hjernerystelse til at vælte hele læsset. Og dét gjorde den. Væltede alting på hovedet, så jeg idag – 2 år efter – ikke kan føre et normalt liv.

Og hvilken bedre måde at fejre denne 2-års dag på, end til generalforsamling i Hjernerystelsesforeningen. Skønt at få sat lidt ansigter på de mennesker, man kommunikerer med på Facebook. Hatten af for deres kæmpe arbejde. De har bare gang i så gode ting.

Kunne du have lyst til at hjælpe som frivillig, til at støtte økonomisk eller bare til at læse mere, kan du gøre det på foreningens hjemmeside