Hun er her endnu

Iiiihhhh søde søde mennesker, der har kontaktet mig på det seneste. Hvor er du? Er du okay? Det er da vildt overvældende, at mennesker tænker på mig, bare fordi jeg er væk fra dette parallelunivers som Facebook og min blog jo er. 
Min absence skyldes flere ting. Dels har jeg rigtig nok haft en lang periode, hvor min lortehjerne har sat en dagsorden, der har betydet, at jeg har måtte nedprioritere skærmen. Hvem skulle have troet, at jeg ville leve fint uden det? 😉 Jeg kan godt mærke, at mit rehabiliteringsforløb spidser til. Dels har jeg min ugentlige gang på Center for Hjerneskade, dels har jeg regelmæssige behandlinger hos min uvurderlige fysioterapeut i Virum, som jeg bliver fragtet til hver 10. dag. Derudover har jeg endelig fundet et yogahold, som jeg i rimeligt omfang kan deltage i uden at “regningen” bliver for stor. Og oveni det kommer der jo diverse møder, undersøgelser og “det almindelige familieliv”. (Og når jeg sidder og læser mine ord her, bliver det tydeligt, at det der får mig til at halse afsted nu, er det, jeg tidligere magtede sideløbende med fuldtidsjob+ og 100% husmor. Gys en kontrast).
Jeg nærmer mig hastigt næste delmål – jobafklaring. Om alt går vel, kan jeg starte i praktik i november, og jeg glæder mig til at brikkerne falder på plads, så jeg helt konkret ved hvor og hvornår. Jeg glæder mig voldsomt til at komme ud i verden og se hvad jeg kan, hvilke kompetencer er intakt, hvor meget kan jeg bidrage med, hvor meget kan jeg tåle. Jeg glæder mig til, at være en del af et fællesskab og til lidt mere voksenkontakt. Mit hjem er, lidt dramatisk sagt, mit fængsel. 
Det bliver begyndelsen på resten af mit liv, og jeg glæder mig til, at jeg om forventeligt et år er afklaret og kan sætte en streg i sandet og se fremad. Jeg er ved at kaste op over at være et projekt, der hele tiden bliver monitoreret, beskrevet, diskuteret, justeret, og som alle synes at måtte have en mening om. Bøvs. Jeg glæder mig til at genfinde balancen og genfinde Didde. 

Mit lille flugtforsøg fra at være “syge Didde” er blevet at fotografere. Jeg har købt et kamera og oprettet en ny Instagram profil. Så jeg begraver mig, så meget mit hoved tillader, bag kameraet. Også derfor ryger lidt tid fra Facebook og bloggen. Mit skærm-budget bliver brugt på noget andet. Og lige nu er det dét, der giver mig noget luft – både helt konkret og i overført forstand. 

Men jeg er her stadigvæk. Der er ikke opstået noget uventet grimt. Jeg har det rimelig meget som jeg plejer. Jeg er bare optaget af andre ting for tiden.

Og det er jo lige præcist det, der her PCS handler om… at jeg vil det hele, men jeg kan kun en tiendedel.