Jeg er næsten altid glad

…Undtagen når jeg ikke er det. 
Kan man være glad og i sorg på samme tid? Svaret er, ja. Jeg føler mig som oftest sådan helt almindelig tilfreds og glad. Men bag min glæde bærer jeg på en sorg. Den er hele tiden med i bagagen. 

Debatten om sorg, der for tiden fylder i medierne har sat tankerne igang. Sorg. Det er ikke noget vi taler om. For hvordan taler man om et emne, hvor man ikke lige kan afslutte snakken med en overfladisk joke, når det bliver for følsomt, eller hvor man kommer derud, hvor man føler at man ikke kan bunde. Ganske enkelt fordi man ikke tør, man ikke kender til det, eller man ikke vil bore fingeren i et sår, der helst bare skal hele. 

Først og fremmest skylder jeg en undskyldning. Jeg er også en af dem, der har cyklet uden om, når snakken blev svær, eller som måske har fået sagt noget forkert af bar uvidenhed. Undskyld til jer, der måske havde behov, da I mistede jeres børn, jeres forældre, jeres kærester, kæledyr, drømme. Jeg vil forsøge at være bedre til at stikke et spadestik dybere, hvis I smilende siger “…. Men det går nok…”. For jeg ved nu, at det gør det måske ikke. Det er nok bare en måde at undskylde, at I er kede af det. For sorg er ikke rigtig velset; det er ikke noget man taler om. Jeg ved nu at sårbarhed ikke matcher ind i den der Facebook-formel, hvor lort plus lort af uransaglige årsager ikke giver lagkage. Det er ikke moderne at være trist. Det får man ikke mange likes eller comments på. Tommelfingeren ned til det!

Midt imellem mine platte posts på Facebook og billeder på Instagram af sund mad og blomster og solnedgange vover jeg af og til pelsen, og skriver, at noget er trist og op ad bakke. Jeg er nødt til det. Jeg nægter den præmis, at der slet ikke er plads til sårbarhed. Jeg håber, at der en dag er blevet rørt så meget i suppedasen, at det bobler og vokser og bliver helt ok, og noget vi tør tale om. Jeg ved at det er mega svært. Først når man selv har oplevet modgang forstår man rigtig. Og det er okay.

Mit liv er fyldt af sorg. Sådan, så er det sagt. For 4 1/2 år siden mistede jeg stort set hele min familie. De lever endnu, og nogle af dem var mit eget valg, resten faldt fra i svinget. Jeg gætter på at det var nemmest sådan. Jeg ved at sorgen over det tab er der. Jeg har bare ikke været klar til at forholde mig til den. Den er for stor og kompleks. Og hvordan skal man som menneske kunne rumme, at hele ens familie, ens historie er væk fra den ene dag til den anden? Så når snakken falder på dét tab, affejer jeg det. Jeg forsøger at glemme det. 

Et halvt år efter tabet af min familie, mistede jeg mit gode helbred. Jeg kom ud for en ulykke, og alt gik i stå. Stop! Bum! Sådan. Lige der. Med et fingerknips. Hvis man falder ned ad en trappe og lander på hovedet, kan man risikere at få en mild hjerneskade. Det fik jeg. 

Det siger nok sig selv, at alle prioriteringer med ét ændrede sig. Og der var ikke så meget overskud til eller behov for at bearbejde alle mulige andre kriser, der lå forud. Krisen var lige her og lige nu.

Men kan man opleve sorg uden at have oplevet dødsfald eller andre ultimative traumer? Jeg har da heldigvis ikke en sygdom med fatal udgang. Men selvom jeg ikke blev slået ihjel den dag, blev mit liv taget fra mig.

Jeg har ikke længere kontrollen over mit liv; det har min rystede hjerne. Den styrer alt hvad jeg foretager mig – og endnu oftere ikke foretager mig. Jeg kan ikke længere sætte mål og have drømme. Alt foregår lige nu og lige her. Hvem ved hvad jeg er i stand til næste uge? Eller i morgen? Det giver ikke længere mening at opdatere den 5-årige karriereplan. Dertil kommer tabet af økonomisk sikkerhed, tabet af evnen til at være den mor og hustru, jeg ønsker at være, tabet af at høre til, tabet af tryghed og forudsigelighed, skyld og skam over ikke at bidrage nok til familien og til samfundet, og savnet af den Didde, jeg kendte. 

Sorg er noget, de fleste forventer forsvinder over tid. Kom nu videre. Du kan da ikke blive ved med at dvæle ved det. Accepter de nye betingelser. Men jeg oplever faktisk det modsatte. Sorgen bare vokser og vokser. Og jeg tramper på den, pakker den ind, ignorerer den, griner højlydt for at overdøve den. Jeg har ikke lyst til at mærke sorgen eller erkende at den er der. Jeg føler mig akavet og forkert. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tæmme den, eller hvilken plads jeg skal give den i mit liv. Det er den totalt forbudte følelse, der fordobler min følelse af at være hægtet af og forkert. 

I begyndelsen var jeg i krise. Men på det tidspunkt, havde jeg jeg ikke noget at være ked af endsige i sorg over. Jeg havde jo bare ondt, og det ville gå over inden for nogle dage. Men dage blev til uger, der blev til måneder, der blev til år. Og som tiden er gået, slipper håbet sit greb og tillader sorgen at bide sig mere og mere fast. 

29. Maj 2012

Det var ellers en fin sommermorgen. Jeg havde halvanden uge forinden sagt mit gode job op, og jeg var så super klar på at starte nyt job. Men først og fremmest skulle det gamle lukkes ordenligt ned. Det skulle være en værdig afgang. Jeg havde elsket mit arbejde i 6 år. 

Det var tirsdag, det var lunt, jeg havde taget en hvid nederdel på, og nogle sandaler i en sart lavendelfarve. De var af læder. Sådan nogle med en flot blomst på. Og jeg havde et matchende sjal på. Jeg husker det, for jeg havde gjort noget særligt ud af mig selv den dag.

Min mand og søn var kørt, og min datter og jeg var klar til at tage i vuggestue og på arbejde. Min datter havde jakke på, vi var sådan set på vej. Men så kom jeg i tvivl om, om jeg havde husket at lukke et vindue på vores 1. sal. Vi er normalt sådan nogle lidt emsig typer, der tager sko af, inden vi går ind i huset. Men jeg havde jo travlt. Jeg skulle afsted jo. Og det var ikke ligefrem de mudrede gummistøvler, det var de fine læder-klip-klapper. Så jeg smuttede op, bare for at konstatere at vinduet var lukket. Alt i orden.

På vej ned ad trappen får min ene klip-klap fat i trappetrinnet. Jeg mister fodfæste; glider et par trin på ryggen; får fat, hvorefter den anden klip-klap får fat i et et trin og jeg igen mister fæste. Jeg bliver slynget ind i en væg og videre ned mod foden af trappen, hvor jeg lander på gulvet på siden af mit hoved. Jeg glemmer aldrig lyden af brillen, der flækker og skærer sig igennem mit øjenlåg. Eller følelsen af kraniet, da det rammer stenene. At skrive det her, får det til at vende sig i mig. Jeg bliver dårlig ved tanken. Jeg vidste med det samme, at det her var noget rigtig skidt. Og jeg kunne mærke, at jeg var ved at besvime. Jeg må være kravlet ud i køkkenet efter min telefon. Jeg ringede 1-1-2, og det første jeg fortalte til damen i den anden ende, var at min datter på to år også var her. Tænk hvis jeg besvimede og blev kørt væk, og de ikke opdagede hende, og efterlod hende alene. Egenligt tankevækkende så instinktiv man er, selv i krise. 


Håb og uafhængighed

Nu efter 4 år som syg har jeg fortsat ikke vænnet mig til det. Til at være syg, stækket, begrænset. Alt foregår i fuld bevidsthed. Intet sker på automatik. Alt skal overvejes, vendes, debatteres i tankerne. Skal jeg hente børnene på cykel, eller kan jeg så ikke lave aftensmad? Skal jeg handle ind, eller kan jeg så ikke hente børn? Skal jeg gå i bad, eller kan jeg så ikke handle ind? Alt sker velovervejet (dermed ikke sagt, at jeg træffer de rigtige beslutninger). Jeg savner min frihed og uafhængighed.

Men når det så sker, at jeg har en god dag, eller måske endda en god periode, så kan jeg på et sekund glemme, at jeg var syg, stækket, begrænset. Så er jeg jo måske rask og rørig. Tænk nu hvis det var dét. Er det muligt? Er jeg helbredt? Dét kræver ingen tilvænning. 

Så begynde jeg at pukle på. Dét er fedt. Jeg kan jo alt. Verden kom an! Jeg må lige kigge på jobannoncer. Kan jeg starte, hvor jeg slap? Hvor bliver det skønt med en reel løn på kontoen. Hvad mon min sagsbehandler og Center for Hjerneskade vil sige. Ha!! Hvor skal jeg vise dem, skal jeg. At jeg havde ret, og at de tog fejl. Fryd mand. 

Men hver gang har det en ende, og jeg bliver dårlig igen, og jeg er tilbage i dyndet.

Jeg kan ikke helt beslutte om disse gode dage er med til at holde mig syg, fordi jeg bruger det lille overskud på at foretage mig noget, fremfor at sætte energien på kontoen. Eller om de holder mig ovenvande, fordi de giver mig håb. 

De sidste fire år har været spild af godt liv. Jeg kan ikke bære tanken om, at jeg sidder her om endnu fire år. Jeg arbejder med at få de gode dage til at yngle og smilet til at blomstre. Håbet er lysegrønt.