Tak for mad

Den bedste gave, man kan give mig er mad. Sådan en frysepose med en ret, klar til at tage op og servere på dag, hvor overskuddet ellers kun er til havregryn eller flade rugbrødsmadder. 

Mad er sindssygt vigtigt for mig. Ligeså meget som det var, før jeg blev syg. Dengang var jeg en overambitiøs øko klidmor, der lavede alt fra bunden, bagte rugbrød af øko surdej og altid tjekkede tilsætningsstoffer på varedeklarationerne. Så kom en lang periode på et par år, hvor jeg ikke engang kunne snitte en agurk endsige lave surdejs rugbrød. I den periode levede vi meget af rugbrød, suppe fra frost og take-away. Idag kan jeg tilberede et måltid. Helst de simple uden for mange udfordringer. Men jeg kan! Så idag får vi igen fornuftig mad mange dage. Men rigtig mange dage gør vi ikke. For jeg kæmper stadigvæk med, at mit helbred trækker ressourcerne til noget andet. Og når vi når eftermiddag og aftentid, er der ikke mere at give af. Så derfor er mad, stadigvæk den bedste gave man kan give mig. 

I en pose mad ligger en enormt portion næstekærlighed, anerkendelse, forståelse, hjælp, og ja, ernæring. Det betyder, at jeg den ene dag nemt kan sætte et plaster på mit dårlig-samvittigheds sår, og servere rigtig mad til min familie. Rigtig Mad. 
For nogle uger siden blev jeg kontaktet af en veninde. Hun er den type, der instinktivt tænker på andre. Hun kæmper for bierne i grøftekanterne, så de fortsat kan befrugte vores afgrøder. Hun underviser en syrisk familie i dansk. Hun har altid gang i noget, der kan hjælpe andre. 
Og så, pludseligt for nogle uger siden kontaktede hun mig med en række opskrifter på mad, der kunne laves på nogle timer, puttes i fryseren og let tages op de dage, hvor jeg ikke magter madlavningen. For sådan noget tænker hun på. At jeg nok ikke magter at lave mad. Det er helt fantastisk. Jeg følte mig set, hørt og forstået. Ægte næstekærlighed. Jeg er fan!

Og det stopper ikke her. For idé blev til handling. Og cirka 14 dage efter stod hun i mit køkken. Hun havde købt ind, og stod som aftalt med flere poser fulde af ingredienser, klar til at bruge en søndag sammen med mig på at lave mad. Sammen fik vi produceret 22 portioner mad – 11 til hver. 11 portioner ren kærlighed, der ligger klar i fryseren til “de der dage”. Den ene portion er netop på vej i ovnen i skrivende stund. For denne uge har været bemærkelsesværdig dårlig. Det har været en sofa-uge, hvor jeg absolut ingen energi har haft. Men i dag får vi alligevel Rigtig Mad.

Jeg håber at alle kronisk syge har en engel, der på denne vis træder til i ny og næ. For selv efter så mange års sygdom gør det en kæmpe forskel, at nogle tænker på en, at nogle hjælper en. Det er magisk. 
Tak Elaine. Du er en stjerne.