“Du må godt forlade mig” – En hyldest til en far

“Det er ok, hvis du rejser fra mig. Du må godt forlade mig. Jeg forstår det godt.”
Sådan havde jeg det. Sådan tænkte jeg. Og sådan sagde jeg. Ofte. Faktisk forstod jeg slet ikke, at han ikke forlod mig. 

Det er noget tid siden nu. Men det stod på længe. Jeg husker det som om, at det startede, nogenlunde samtidig med at det gik op for mig, at min sygdom ikke gik væk om en uge, om to uger, om en måned, måske aldrig. Alt var tynget af vores nye situation efter min ulykke. Min mand skulle pludseligt varetage flere funktioner – hans egen og min, samtidig skulle han være min personlige hjælper og min skulder at græde på. 

Da jeg faldt ned ad den trappe, var det ikke kun min fremtid og mine drømme, der brast. Det var også min mands. Og det var ikke engang hans egen skyld. Han røg bare med i dyndet. Det kunne ligesom ikke være anderledes. 
At vores liv blev sat på stand-by var jo ikke ensbetydende med at verden omkring os gik i stå. Der var stadigvæk sure sokker, nullermænd, sultne børn, skolearrangementer, overarbejde, sociale relationer, græsslåning, kommunale sagsakter, fakturaer, et køleskab der skulle fyldes. I lang tid kørte vi på nødgenerator og satsede på, at det var en afgrænset periode med en slutdato. Så stiller man ikke så mange spørgsmål. Så stikker man snuden i sporet og kniber ballerne sammen for at få lortet til at gå op i en højere enhed. Og min mand tager gang på gang sin usynlige superheltekappe på. Uden at stille spørgsmål. For at få det til at fungere. 

Vi troede fuldt og fast på, at det var et spørgsmål om at holde ud, til jeg blev rask. Og så kunne vi vågne en dag, børste støvet af hænderne, grine lidt hovedrystende af det kaos, vi havde befundet os i, og fortsætte hvor vi havde sluppet. Men på et tidspunkt stod det klart, at jeg ikke blev rask. Ikke lige foreløbig i hvert tilfælde. Men på det tidspunkt var der gået så lang tid, at vi var mentalt og fysisk slidt ned til sokkeholderne. Kærligheden var misligholdt og hele familien kørte på autopilot. 

Og uden at man lige kan sætte en eksakt dato på, hvornår det var, opstod der en slags milepæl. Eller skillelinje, om du vil. Skulle og kunne vi fortsætte sammen? Eller var vi bedre tjent på hver vores vej? Jeg havde virkelig ikke behov for at blive alene på det tidspunkt. Både af praktiske, økonomiske og følelsesmæssige årsager. Men jeg følte heller ikke, at jeg kunne tilbyde min mand et værdigt liv. Ikke det liv, jeg forestillede mig at han drømte om. Og med denne diskrepans på min nethinde, kunne jeg nær ikke forestille mig, hvordan vi skulle fortsætte som par. Når nu han hellere ville noget andet. Så det sagde jeg til ham ofte. Nogle gange vrissede jeg det sågar (undskyld – tilgiv mig). 

Jeg glemte bare at spørge ham. Spørge ham om det var rigtigt, at han hellere ville noget andet. Om han ikke kunne holde tanken ud om at leve med mig og mine “sidegevinster”. Om han havde lyst til at blive. Jeg antog bare, at det ville han nok ikke. Og jeg satte ham fri i mine tanker, og fortalte ham, at han godt måtte forlade mig. Ja, det udsprang af manglende selvværd. Og heldigvis var han helt igennem en loyal gentleman (sådan er han. Loyal som ingen anden jeg kender). Men han beroligede mig, at det ikke var sådan han havde det. Og på et tidspunkt begyndte jeg at tro på ham. Og ud af dét voksede et ønske og mål om, at vi måtte teame op på en ny måde, end vi var vandt til. På det tidspunkt blev klart for mig, at jeg kunne arbejde lige så meget jeg ville, for at acceptere min situation, men hvis ikke mine nærmeste også accepterede den nye præmis, ville intet ændre sig.

Så vi tog arbejdshandskerne på, fik stukket hænderne i det, der var allersværest og begyndte arbejdet. Det gjorde ondt. Det var svært. Jeg græd. Der blev sagt store ord. Og det var bestemt ikke nemt. Og arbejdet er ikke færdigt. Men vi fik rørt så meget i dejen, at den begyndte at boble, og vi fik sat ord på, vi fik afstemt forventningerne, og vi fik skabt et fælles mål. At jeg skal have det bedst muligt, for bedst muligt at kunne bidrage til familien. Så den svære balancegang prøver vi at finde. Balancen mellem hvad jeg bidrage med, og stadigvæk passe på mig selv, så kan bidrage lidt mere. Helst i en opadgående spiral. 

I praksis betyder det for eksempel, at jeg bliver liggende i sengen, når de andre står op. Mit hoved har det svært om morgenen. Så jeg vågner samtidig med de andre, men bruger lidt i tid på at krop og sjæl forenes, inden jeg kommer ned til familien, når de er godt igang med morgenmaden.

Det er også min mand, der nu tager sig af madpakker. Som sagt virker mit hoved ikke om morgenen, og om eftermiddagen og aftenen har jeg i forvejen flere opgaver end godt er.

Disse små justeringer er eksempler på tilpasninger, der har lettet mig. Og jeg er evig taknemmelig. Jeg er fuldt ud bevidst om, hvor meget han hader fx netop madpakkerne (sorry skat). Men det er sådan det kan fungere nu. Og disse små ændringer har en kæmpe betydning for mig. Og dermed for familien.

Vi er nu på et andet og stærkere sted. Tvivlen på vores fælles fremtid er forlængst begravet. Faktisk er vi i mellemtiden blev gift. Lucky me. Lucky us. Og vores forhold er stærkere end nogensinde. Vi har fået grinene og kærligheden tilbage. Vi taler sammen. Vi giver af os selv. Og vi tager imod.

Jeg føler, at min mand har ofret så meget. Han er i sandhed en superhelt. Og midt i lort og lagkage føler jeg mig som en rigtig heldig kartoffel. Så her på fars dag skal lyde et gigantisk tak. 

Tak