Søvn som medicin

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/20e/66534606/files/2015/01/img_2557.jpg

Jeg elsker mine orkideer. Der er noget lumsk over det, når de går sammen om at blomstre på samme tid.

Når man har fået en hjernerystelse, er hvile vel strengt taget det eneste, som fagfolk kan blive enige om, er vigtigt (der er også mange andre vigtige ting – ved jeg – men det får man ikke entydigt at vide, når man rådfører sig).
Og paradoksalt nok, er det noget af det, jeg kan have aller sværest ved.

På en dårlig dag, kan det være svært, fordi jeg enten har en tinnitus, der skriger til himlen, eller jeg har tankemylder, eller at hele kroppen er så overloadet, at selv min 7 kilo tunge kugledyne ikke kan få kroppen til at falde til ro. Så kan jeg ligge søvnløs til langt ud på morgenen.

På en god dag, kan det være svært fordi jeg simpelthen er en ko til at passe på mig selv. Det går jo glimrende idag – der skal lige fikses og ordnes. Og hvis jeg pligtskyldigt lægger mig, som mine gode venner på BOMI (Hjerneskadecentret) har sagt at jeg bør, så har jeg alle mulige gode grunde til at stå op igen.

Og efter sådan en god dag, hvor det jo går glimrende, må jeg jo indrømme, at der ofte kommer en mindre god dag. Af den simple årsag, at jeg ikke har hvilet.

Og sådan var det igår en glimrende dag og idag en lidt øv dag. Jeg fik heldigvis sovet i formiddag, så jeg kunne komme på BOMI (mit home-away-from-home). Jeg skulle egentligt have byttet to julegaver, og Annika skulle egentligt have haft en veninde med hjem. Men planerne er erstattet af, at julegaverne må vente (måske når jeg det inden fristen en anden dag – måske ikke), far henter børnene (uden legekammerat) og jeg har parkeret mig selv foran pejsen med en kop ingefær-te og en bog, der måske kan komme børnene til gode på en anden måde.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/20e/66534606/files/2015/01/img_2560.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/20e/66534606/files/2015/01/img_2556.jpg