BT artikel – 25.02.17

Fokus på hjernerystelser og forsikring

Forsikringsselskaberne er lidt frustrerede over de mange anmeldelser, de får fra kunder, der døjer med langvarige følger efter hjernerystelser. Vi deler i sagens natur den frustration. Vi, der anmelder, var også helst fri.
TRYG tog temaet op ved en konference i tirsdags, hvor de havde samlet en masse kloge hoveder fra hele landet samt en speaker fra USA. Jeg kunne desværre ikke deltage. Men jeg bidrog med at lade mig interviewe af BT, der idag bringer lys over sagen. Det er der kommet en fin artikel ud af. Afsted til kiosken!

Apropos forsikring. Det vi ikke kom så meget ind på, var hvor forældet systemet til at beregne mén er. Det er Arbejdsskade Styrelsen, der lægger niveauet for hvor meget en skade svarer til i procent. Det foregår i praksis ved at forsikringsselskabet betaler en speciallæge (i mit tilfælde en Neurolog og en Neurokirurg) for at vurdere omfanget af mén, og så er det op til forsikringsselskabet at sætte en procent på baggrund af dette. Mange ender med at få 0 (nul), andre er heldige at blive vurderet af en læge, der kender til denne diagnose (Post Commotionelt Syndrom), og kan få mellem 5-20%. Jeg har hørt om ganske få, der har fået max. Jeg fik 10% i sin tid. Det er hvad der svarer til at miste sin langefinger (i daglig tale kaldet fuck-fingeren. Get it?!). I der kender mig og mit sygeforløb, kan nok regne ud, hvad jeg helst ville. 
Så jeg fik udbetalt – til sammen fra tre forsikringer – hvad der svarer til cirka et halvt års løn. Det er nu 4 år siden. Det er ikke dét, vi bliver fede af. 

Lørdagskrammer til jer alle. 

Tak for mad

Den bedste gave, man kan give mig er mad. Sådan en frysepose med en ret, klar til at tage op og servere på dag, hvor overskuddet ellers kun er til havregryn eller flade rugbrødsmadder. 

Mad er sindssygt vigtigt for mig. Ligeså meget som det var, før jeg blev syg. Dengang var jeg en overambitiøs øko klidmor, der lavede alt fra bunden, bagte rugbrød af øko surdej og altid tjekkede tilsætningsstoffer på varedeklarationerne. Så kom en lang periode på et par år, hvor jeg ikke engang kunne snitte en agurk endsige lave surdejs rugbrød. I den periode levede vi meget af rugbrød, suppe fra frost og take-away. Idag kan jeg tilberede et måltid. Helst de simple uden for mange udfordringer. Men jeg kan! Så idag får vi igen fornuftig mad mange dage. Men rigtig mange dage gør vi ikke. For jeg kæmper stadigvæk med, at mit helbred trækker ressourcerne til noget andet. Og når vi når eftermiddag og aftentid, er der ikke mere at give af. Så derfor er mad, stadigvæk den bedste gave man kan give mig. 

I en pose mad ligger en enormt portion næstekærlighed, anerkendelse, forståelse, hjælp, og ja, ernæring. Det betyder, at jeg den ene dag nemt kan sætte et plaster på mit dårlig-samvittigheds sår, og servere rigtig mad til min familie. Rigtig Mad. 
For nogle uger siden blev jeg kontaktet af en veninde. Hun er den type, der instinktivt tænker på andre. Hun kæmper for bierne i grøftekanterne, så de fortsat kan befrugte vores afgrøder. Hun underviser en syrisk familie i dansk. Hun har altid gang i noget, der kan hjælpe andre. 
Og så, pludseligt for nogle uger siden kontaktede hun mig med en række opskrifter på mad, der kunne laves på nogle timer, puttes i fryseren og let tages op de dage, hvor jeg ikke magter madlavningen. For sådan noget tænker hun på. At jeg nok ikke magter at lave mad. Det er helt fantastisk. Jeg følte mig set, hørt og forstået. Ægte næstekærlighed. Jeg er fan!

Og det stopper ikke her. For idé blev til handling. Og cirka 14 dage efter stod hun i mit køkken. Hun havde købt ind, og stod som aftalt med flere poser fulde af ingredienser, klar til at bruge en søndag sammen med mig på at lave mad. Sammen fik vi produceret 22 portioner mad – 11 til hver. 11 portioner ren kærlighed, der ligger klar i fryseren til “de der dage”. Den ene portion er netop på vej i ovnen i skrivende stund. For denne uge har været bemærkelsesværdig dårlig. Det har været en sofa-uge, hvor jeg absolut ingen energi har haft. Men i dag får vi alligevel Rigtig Mad.

Jeg håber at alle kronisk syge har en engel, der på denne vis træder til i ny og næ. For selv efter så mange års sygdom gør det en kæmpe forskel, at nogle tænker på en, at nogle hjælper en. Det er magisk. 
Tak Elaine. Du er en stjerne. 

Hun er her endnu

Iiiihhhh søde søde mennesker, der har kontaktet mig på det seneste. Hvor er du? Er du okay? Det er da vildt overvældende, at mennesker tænker på mig, bare fordi jeg er væk fra dette parallelunivers som Facebook og min blog jo er. 
Min absence skyldes flere ting. Dels har jeg rigtig nok haft en lang periode, hvor min lortehjerne har sat en dagsorden, der har betydet, at jeg har måtte nedprioritere skærmen. Hvem skulle have troet, at jeg ville leve fint uden det? 😉 Jeg kan godt mærke, at mit rehabiliteringsforløb spidser til. Dels har jeg min ugentlige gang på Center for Hjerneskade, dels har jeg regelmæssige behandlinger hos min uvurderlige fysioterapeut i Virum, som jeg bliver fragtet til hver 10. dag. Derudover har jeg endelig fundet et yogahold, som jeg i rimeligt omfang kan deltage i uden at “regningen” bliver for stor. Og oveni det kommer der jo diverse møder, undersøgelser og “det almindelige familieliv”. (Og når jeg sidder og læser mine ord her, bliver det tydeligt, at det der får mig til at halse afsted nu, er det, jeg tidligere magtede sideløbende med fuldtidsjob+ og 100% husmor. Gys en kontrast).
Jeg nærmer mig hastigt næste delmål – jobafklaring. Om alt går vel, kan jeg starte i praktik i november, og jeg glæder mig til at brikkerne falder på plads, så jeg helt konkret ved hvor og hvornår. Jeg glæder mig voldsomt til at komme ud i verden og se hvad jeg kan, hvilke kompetencer er intakt, hvor meget kan jeg bidrage med, hvor meget kan jeg tåle. Jeg glæder mig til, at være en del af et fællesskab og til lidt mere voksenkontakt. Mit hjem er, lidt dramatisk sagt, mit fængsel. 
Det bliver begyndelsen på resten af mit liv, og jeg glæder mig til, at jeg om forventeligt et år er afklaret og kan sætte en streg i sandet og se fremad. Jeg er ved at kaste op over at være et projekt, der hele tiden bliver monitoreret, beskrevet, diskuteret, justeret, og som alle synes at måtte have en mening om. Bøvs. Jeg glæder mig til at genfinde balancen og genfinde Didde. 

Mit lille flugtforsøg fra at være “syge Didde” er blevet at fotografere. Jeg har købt et kamera og oprettet en ny Instagram profil. Så jeg begraver mig, så meget mit hoved tillader, bag kameraet. Også derfor ryger lidt tid fra Facebook og bloggen. Mit skærm-budget bliver brugt på noget andet. Og lige nu er det dét, der giver mig noget luft – både helt konkret og i overført forstand. 

Men jeg er her stadigvæk. Der er ikke opstået noget uventet grimt. Jeg har det rimelig meget som jeg plejer. Jeg er bare optaget af andre ting for tiden.

Og det er jo lige præcist det, der her PCS handler om… at jeg vil det hele, men jeg kan kun en tiendedel.
  

   

“Du må godt forlade mig” – En hyldest til en far

“Det er ok, hvis du rejser fra mig. Du må godt forlade mig. Jeg forstår det godt.”
Sådan havde jeg det. Sådan tænkte jeg. Og sådan sagde jeg. Ofte. Faktisk forstod jeg slet ikke, at han ikke forlod mig. 

Det er noget tid siden nu. Men det stod på længe. Jeg husker det som om, at det startede, nogenlunde samtidig med at det gik op for mig, at min sygdom ikke gik væk om en uge, om to uger, om en måned, måske aldrig. Alt var tynget af vores nye situation efter min ulykke. Min mand skulle pludseligt varetage flere funktioner – hans egen og min, samtidig skulle han være min personlige hjælper og min skulder at græde på. 

Da jeg faldt ned ad den trappe, var det ikke kun min fremtid og mine drømme, der brast. Det var også min mands. Og det var ikke engang hans egen skyld. Han røg bare med i dyndet. Det kunne ligesom ikke være anderledes. 
At vores liv blev sat på stand-by var jo ikke ensbetydende med at verden omkring os gik i stå. Der var stadigvæk sure sokker, nullermænd, sultne børn, skolearrangementer, overarbejde, sociale relationer, græsslåning, kommunale sagsakter, fakturaer, et køleskab der skulle fyldes. I lang tid kørte vi på nødgenerator og satsede på, at det var en afgrænset periode med en slutdato. Så stiller man ikke så mange spørgsmål. Så stikker man snuden i sporet og kniber ballerne sammen for at få lortet til at gå op i en højere enhed. Og min mand tager gang på gang sin usynlige superheltekappe på. Uden at stille spørgsmål. For at få det til at fungere. 

Vi troede fuldt og fast på, at det var et spørgsmål om at holde ud, til jeg blev rask. Og så kunne vi vågne en dag, børste støvet af hænderne, grine lidt hovedrystende af det kaos, vi havde befundet os i, og fortsætte hvor vi havde sluppet. Men på et tidspunkt stod det klart, at jeg ikke blev rask. Ikke lige foreløbig i hvert tilfælde. Men på det tidspunkt var der gået så lang tid, at vi var mentalt og fysisk slidt ned til sokkeholderne. Kærligheden var misligholdt og hele familien kørte på autopilot. 

Og uden at man lige kan sætte en eksakt dato på, hvornår det var, opstod der en slags milepæl. Eller skillelinje, om du vil. Skulle og kunne vi fortsætte sammen? Eller var vi bedre tjent på hver vores vej? Jeg havde virkelig ikke behov for at blive alene på det tidspunkt. Både af praktiske, økonomiske og følelsesmæssige årsager. Men jeg følte heller ikke, at jeg kunne tilbyde min mand et værdigt liv. Ikke det liv, jeg forestillede mig at han drømte om. Og med denne diskrepans på min nethinde, kunne jeg nær ikke forestille mig, hvordan vi skulle fortsætte som par. Når nu han hellere ville noget andet. Så det sagde jeg til ham ofte. Nogle gange vrissede jeg det sågar (undskyld – tilgiv mig). 

Jeg glemte bare at spørge ham. Spørge ham om det var rigtigt, at han hellere ville noget andet. Om han ikke kunne holde tanken ud om at leve med mig og mine “sidegevinster”. Om han havde lyst til at blive. Jeg antog bare, at det ville han nok ikke. Og jeg satte ham fri i mine tanker, og fortalte ham, at han godt måtte forlade mig. Ja, det udsprang af manglende selvværd. Og heldigvis var han helt igennem en loyal gentleman (sådan er han. Loyal som ingen anden jeg kender). Men han beroligede mig, at det ikke var sådan han havde det. Og på et tidspunkt begyndte jeg at tro på ham. Og ud af dét voksede et ønske og mål om, at vi måtte teame op på en ny måde, end vi var vandt til. På det tidspunkt blev klart for mig, at jeg kunne arbejde lige så meget jeg ville, for at acceptere min situation, men hvis ikke mine nærmeste også accepterede den nye præmis, ville intet ændre sig.

Så vi tog arbejdshandskerne på, fik stukket hænderne i det, der var allersværest og begyndte arbejdet. Det gjorde ondt. Det var svært. Jeg græd. Der blev sagt store ord. Og det var bestemt ikke nemt. Og arbejdet er ikke færdigt. Men vi fik rørt så meget i dejen, at den begyndte at boble, og vi fik sat ord på, vi fik afstemt forventningerne, og vi fik skabt et fælles mål. At jeg skal have det bedst muligt, for bedst muligt at kunne bidrage til familien. Så den svære balancegang prøver vi at finde. Balancen mellem hvad jeg bidrage med, og stadigvæk passe på mig selv, så kan bidrage lidt mere. Helst i en opadgående spiral. 

I praksis betyder det for eksempel, at jeg bliver liggende i sengen, når de andre står op. Mit hoved har det svært om morgenen. Så jeg vågner samtidig med de andre, men bruger lidt i tid på at krop og sjæl forenes, inden jeg kommer ned til familien, når de er godt igang med morgenmaden.

Det er også min mand, der nu tager sig af madpakker. Som sagt virker mit hoved ikke om morgenen, og om eftermiddagen og aftenen har jeg i forvejen flere opgaver end godt er.

Disse små justeringer er eksempler på tilpasninger, der har lettet mig. Og jeg er evig taknemmelig. Jeg er fuldt ud bevidst om, hvor meget han hader fx netop madpakkerne (sorry skat). Men det er sådan det kan fungere nu. Og disse små ændringer har en kæmpe betydning for mig. Og dermed for familien.

Vi er nu på et andet og stærkere sted. Tvivlen på vores fælles fremtid er forlængst begravet. Faktisk er vi i mellemtiden blev gift. Lucky me. Lucky us. Og vores forhold er stærkere end nogensinde. Vi har fået grinene og kærligheden tilbage. Vi taler sammen. Vi giver af os selv. Og vi tager imod.

Jeg føler, at min mand har ofret så meget. Han er i sandhed en superhelt. Og midt i lort og lagkage føler jeg mig som en rigtig heldig kartoffel. Så her på fars dag skal lyde et gigantisk tak. 

Tak

Jeg er næsten altid glad

…Undtagen når jeg ikke er det. 
Kan man være glad og i sorg på samme tid? Svaret er, ja. Jeg føler mig som oftest sådan helt almindelig tilfreds og glad. Men bag min glæde bærer jeg på en sorg. Den er hele tiden med i bagagen. 

Debatten om sorg, der for tiden fylder i medierne har sat tankerne igang. Sorg. Det er ikke noget vi taler om. For hvordan taler man om et emne, hvor man ikke lige kan afslutte snakken med en overfladisk joke, når det bliver for følsomt, eller hvor man kommer derud, hvor man føler at man ikke kan bunde. Ganske enkelt fordi man ikke tør, man ikke kender til det, eller man ikke vil bore fingeren i et sår, der helst bare skal hele. 

Først og fremmest skylder jeg en undskyldning. Jeg er også en af dem, der har cyklet uden om, når snakken blev svær, eller som måske har fået sagt noget forkert af bar uvidenhed. Undskyld til jer, der måske havde behov, da I mistede jeres børn, jeres forældre, jeres kærester, kæledyr, drømme. Jeg vil forsøge at være bedre til at stikke et spadestik dybere, hvis I smilende siger “…. Men det går nok…”. For jeg ved nu, at det gør det måske ikke. Det er nok bare en måde at undskylde, at I er kede af det. For sorg er ikke rigtig velset; det er ikke noget man taler om. Jeg ved nu at sårbarhed ikke matcher ind i den der Facebook-formel, hvor lort plus lort af uransaglige årsager ikke giver lagkage. Det er ikke moderne at være trist. Det får man ikke mange likes eller comments på. Tommelfingeren ned til det!

Midt imellem mine platte posts på Facebook og billeder på Instagram af sund mad og blomster og solnedgange vover jeg af og til pelsen, og skriver, at noget er trist og op ad bakke. Jeg er nødt til det. Jeg nægter den præmis, at der slet ikke er plads til sårbarhed. Jeg håber, at der en dag er blevet rørt så meget i suppedasen, at det bobler og vokser og bliver helt ok, og noget vi tør tale om. Jeg ved at det er mega svært. Først når man selv har oplevet modgang forstår man rigtig. Og det er okay.

Mit liv er fyldt af sorg. Sådan, så er det sagt. For 4 1/2 år siden mistede jeg stort set hele min familie. De lever endnu, og nogle af dem var mit eget valg, resten faldt fra i svinget. Jeg gætter på at det var nemmest sådan. Jeg ved at sorgen over det tab er der. Jeg har bare ikke været klar til at forholde mig til den. Den er for stor og kompleks. Og hvordan skal man som menneske kunne rumme, at hele ens familie, ens historie er væk fra den ene dag til den anden? Så når snakken falder på dét tab, affejer jeg det. Jeg forsøger at glemme det. 

Et halvt år efter tabet af min familie, mistede jeg mit gode helbred. Jeg kom ud for en ulykke, og alt gik i stå. Stop! Bum! Sådan. Lige der. Med et fingerknips. Hvis man falder ned ad en trappe og lander på hovedet, kan man risikere at få en mild hjerneskade. Det fik jeg. 

Det siger nok sig selv, at alle prioriteringer med ét ændrede sig. Og der var ikke så meget overskud til eller behov for at bearbejde alle mulige andre kriser, der lå forud. Krisen var lige her og lige nu.

Men kan man opleve sorg uden at have oplevet dødsfald eller andre ultimative traumer? Jeg har da heldigvis ikke en sygdom med fatal udgang. Men selvom jeg ikke blev slået ihjel den dag, blev mit liv taget fra mig.

Jeg har ikke længere kontrollen over mit liv; det har min rystede hjerne. Den styrer alt hvad jeg foretager mig – og endnu oftere ikke foretager mig. Jeg kan ikke længere sætte mål og have drømme. Alt foregår lige nu og lige her. Hvem ved hvad jeg er i stand til næste uge? Eller i morgen? Det giver ikke længere mening at opdatere den 5-årige karriereplan. Dertil kommer tabet af økonomisk sikkerhed, tabet af evnen til at være den mor og hustru, jeg ønsker at være, tabet af at høre til, tabet af tryghed og forudsigelighed, skyld og skam over ikke at bidrage nok til familien og til samfundet, og savnet af den Didde, jeg kendte. 

Sorg er noget, de fleste forventer forsvinder over tid. Kom nu videre. Du kan da ikke blive ved med at dvæle ved det. Accepter de nye betingelser. Men jeg oplever faktisk det modsatte. Sorgen bare vokser og vokser. Og jeg tramper på den, pakker den ind, ignorerer den, griner højlydt for at overdøve den. Jeg har ikke lyst til at mærke sorgen eller erkende at den er der. Jeg føler mig akavet og forkert. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tæmme den, eller hvilken plads jeg skal give den i mit liv. Det er den totalt forbudte følelse, der fordobler min følelse af at være hægtet af og forkert. 

I begyndelsen var jeg i krise. Men på det tidspunkt, havde jeg jeg ikke noget at være ked af endsige i sorg over. Jeg havde jo bare ondt, og det ville gå over inden for nogle dage. Men dage blev til uger, der blev til måneder, der blev til år. Og som tiden er gået, slipper håbet sit greb og tillader sorgen at bide sig mere og mere fast. 

29. Maj 2012

Det var ellers en fin sommermorgen. Jeg havde halvanden uge forinden sagt mit gode job op, og jeg var så super klar på at starte nyt job. Men først og fremmest skulle det gamle lukkes ordenligt ned. Det skulle være en værdig afgang. Jeg havde elsket mit arbejde i 6 år. 

Det var tirsdag, det var lunt, jeg havde taget en hvid nederdel på, og nogle sandaler i en sart lavendelfarve. De var af læder. Sådan nogle med en flot blomst på. Og jeg havde et matchende sjal på. Jeg husker det, for jeg havde gjort noget særligt ud af mig selv den dag.

Min mand og søn var kørt, og min datter og jeg var klar til at tage i vuggestue og på arbejde. Min datter havde jakke på, vi var sådan set på vej. Men så kom jeg i tvivl om, om jeg havde husket at lukke et vindue på vores 1. sal. Vi er normalt sådan nogle lidt emsig typer, der tager sko af, inden vi går ind i huset. Men jeg havde jo travlt. Jeg skulle afsted jo. Og det var ikke ligefrem de mudrede gummistøvler, det var de fine læder-klip-klapper. Så jeg smuttede op, bare for at konstatere at vinduet var lukket. Alt i orden.

På vej ned ad trappen får min ene klip-klap fat i trappetrinnet. Jeg mister fodfæste; glider et par trin på ryggen; får fat, hvorefter den anden klip-klap får fat i et et trin og jeg igen mister fæste. Jeg bliver slynget ind i en væg og videre ned mod foden af trappen, hvor jeg lander på gulvet på siden af mit hoved. Jeg glemmer aldrig lyden af brillen, der flækker og skærer sig igennem mit øjenlåg. Eller følelsen af kraniet, da det rammer stenene. At skrive det her, får det til at vende sig i mig. Jeg bliver dårlig ved tanken. Jeg vidste med det samme, at det her var noget rigtig skidt. Og jeg kunne mærke, at jeg var ved at besvime. Jeg må være kravlet ud i køkkenet efter min telefon. Jeg ringede 1-1-2, og det første jeg fortalte til damen i den anden ende, var at min datter på to år også var her. Tænk hvis jeg besvimede og blev kørt væk, og de ikke opdagede hende, og efterlod hende alene. Egenligt tankevækkende så instinktiv man er, selv i krise. 

Håb og uafhængighed

Nu efter 4 år som syg har jeg fortsat ikke vænnet mig til det. Til at være syg, stækket, begrænset. Alt foregår i fuld bevidsthed. Intet sker på automatik. Alt skal overvejes, vendes, debatteres i tankerne. Skal jeg hente børnene på cykel, eller kan jeg så ikke lave aftensmad? Skal jeg handle ind, eller kan jeg så ikke hente børn? Skal jeg gå i bad, eller kan jeg så ikke handle ind? Alt sker velovervejet (dermed ikke sagt, at jeg træffer de rigtige beslutninger). Jeg savner min frihed og uafhængighed.

Men når det så sker, at jeg har en god dag, eller måske endda en god periode, så kan jeg på et sekund glemme, at jeg var syg, stækket, begrænset. Så er jeg jo måske rask og rørig. Tænk nu hvis det var dét. Er det muligt? Er jeg helbredt? Dét kræver ingen tilvænning. 

Så begynde jeg at pukle på. Dét er fedt. Jeg kan jo alt. Verden kom an! Jeg må lige kigge på jobannoncer. Kan jeg starte, hvor jeg slap? Hvor bliver det skønt med en reel løn på kontoen. Hvad mon min sagsbehandler og Center for Hjerneskade vil sige. Ha!! Hvor skal jeg vise dem, skal jeg. At jeg havde ret, og at de tog fejl. Fryd mand. 

Men hver gang har det en ende, og jeg bliver dårlig igen, og jeg er tilbage i dyndet.

Jeg kan ikke helt beslutte om disse gode dage er med til at holde mig syg, fordi jeg bruger det lille overskud på at foretage mig noget, fremfor at sætte energien på kontoen. Eller om de holder mig ovenvande, fordi de giver mig håb. 

De sidste fire år har været spild af godt liv. Jeg kan ikke bære tanken om, at jeg sidder her om endnu fire år. Jeg arbejder med at få de gode dage til at yngle og smilet til at blomstre. Håbet er lysegrønt.

Man skal vælge at se lyset

Lysning. Foto: Didde Sandorff

Hvis jeg en dag kommer og siger, at jeg er taknemmelig for det, der er sket, så skal du ikke tro på mig. Så er det fandeme løgn og latin. Jeg vil helt sikkert hellere have været det her foruden. Men når det er sagt, så er der da heldigvis mange ting, jeg er glad for at have lært undervejs. 
En af de store ting jeg har lært er, at give mig selv et gedigent spark bagi. Det er nogen gange så let og fristende at falde ned i et sort hul. Man ligger jo alligevel bare dér og kan ingenting. 

Jeg er opvokset med at skulle udrettet noget, at gøre min plads gældende, at sætte tjektegn, og i vid udstrækning blev mit job en stor del af min identitet. Men når man har dage, hvor den største bedrift er at tage et bad, så kan det være svært, at se meningen med noget som helst. Og hvis de dage bliver for mange i streg, så vil jeg godt indrømme, at mit humør kan være gevaldigt udfordret. Og det tør jeg godt sige højt, for helt ærlig … det er der vel ikke noget at sige noget til.

Og det er så her, at det der spark bagi kommer ind i billedet. I særdeleshed det seneste år, har jeg haft en fornemmelse af, at jeg har genvundet styringen over mit humør. For mig er det okay, at have en dag hvor tankerne får lov at være lidt negative. To dage jeg også okay. Det vælger jeg, at det er. Men jeg har lært, eller snarere fundet modet til, at trække mig selv ud af mørket igen. 

Det lyder så let at sige, at man selv skal tage styring over sit liv. Det er en kliché. Og det er saftsusemig alt andet end let. Men jeg fandt ud af, at det heller ikke er let at lade være. Og det minder jeg mig selv om, når skyerne i mit hoved trækker op til uvejr. 

Idag gjorde jeg noget, jeg ikke har gjort meget længe. Jeg kørte rimelig langt i bil. Udsigten til et par dages ro og søvn kan åbenbart lokke mig langt. Jeg tog alle forholdsregler. Jeg er jævnt stolt af mig selv.

Køreturen gav mig tid til at tænke. Også på skyer. Blandt andet… Se min lille video her (beklager at den ikke er så PCS venligt filmet). 

P.S. Dette er mit første forsøg med at lave en længere tekst med “tale-til-tekst”. Det kræver vist lidt tilvænning. 

P.P.S. Ingen dyr eller mennesker kom til skade under transporten. Jeg befandt mig alene på en flersporet vej, da jeg dristede mig til at tage tre billeder. Tilgiv mig. 

Accept v2

Denne passede bare så fint til min seneste video
  

Accept

Jeg springer ud på dybt vand her. At finde modet til at lægge en video op, hvor sårbarheden pludseligt er så tydelig, at jeg næsten ikke selv kan holde ud at se det.

Men emnet er så vigtigt. Og hvis denne blog skal have nogen som helst berettigelse, må det også have plads.

Jeg håber, at du vil se med og dømme respektfuld. Jeg beder ikke om ynk og medlidenhed. Men jeg vil være taknemmelig om det giver en snert mere forståelse eller måske endda vækker genklang. 

Solen skinner, sofaen kalder

Solen skinner. Jeg ligger her på sofaen og ser det. Et kort smut ude blev det til idag. Men ligeså meget som jeg elsker solen, lige så lidt elsker mine øjne lyset derfra. Især på dage, hvor mit rystede hoved driller lidt ekstra. 

En kort video fra fifaen med en særlig taksigelse til min kommune (hvor usexet kan det blive 😆)
P.S. Hvis du tænker: kunne hun da ikke lige sætte håret og gøre lidt ud af sig selv, er svaret “nej”.